Patientinformation

Permanent hårfjerning - Behandling af uønsket hårvækst

Hos Cosmo Skin Lounge udføres behandling mod uønsket hårvækst med eLight IPL fra Elos samt iPulse fra CyDen.

Hvordan
Hår gennemløber 3 faser: Vækstfase, hvilefase og afstødningsfase.

Der opnås varig hårreduktion af mørke hår som er i vækstfase, men alle hår er ikke i samme fase på samme tid og derfor vil resultatet af behandlingen variere fra gang til gang. Derfor kan alle hår heller ikke fjernes fuldstændig, men mængden af mørke hår vil reduceres med varigt resultat.

IPL lyset ledes af det mørke farvestof i hårnet ned i hårsækken. Denne opvarmes og går til grunde. Derfor kan lyse og røde hår ikke behandles med denne type laser. Forhør dig nærmere hos personalet om andre behandlingsmuligheder for lyse og røde hår.

Før behandlingen
Du må ikke være for brun inden behandlingen.

Hårene må ikke plukkes med pincet eller vokses 1 måned før behandlingen.

Hårene skal skrabes af 1-3 døgn før behandlingen.

Du vil få en grundig information om effekt og varighed af behandlingen. Ifølge lovgivningen om kosmetisk behandling skal det behandlede område fotograferes før behandlingen påbegyndes.

Under Behandlingen
Behandlingen føles som en stikken i huden. Nogle hudområder kan være mere følsomme og måske opleves en vis smerte når hårene rammes. Det er ikke en smerte, som er til stede efter behandlingen.

Efter behandlingen
Huden kan være lidt rød og der kan være lidt hævelse omkring det enkelte hårstrå – som ved gåsehud. Dette forsvinder i løbet af nogle timer.

Nogle kan have glæde af efterbehandling med salve/creme.

Du kan se alle hårene efter behandlingen. De skal først skubbes op til overfladen, hvilket sker i samme tempo, som de øvrige hår vokser, ca. 0,1 mm pr. døgn.

Resultatet efter en behandling kan tidligst vurderes 2-3 måneder efter behandlingen.

Huden bør ikke udsættes for sollys i ca. 2 uger efter behandlingen eller så længe huden virker påvirket.

Du bør ikke skrabe hårene det første døgn for at undgå for meget irritation i huden.

Bivirkninger
Forbrænding af huden ses yderst sjældent, men kan opstå hvis huden umiddelbart har været udsat for sollys eller er for mørk. Derfor kan du opleve at måtte udsætte din tid til behandling, fordi din hud er for mørk.

Mange mørke og tykke hår på et lille område kan endvidere give en utilsigtet kraftig reaktion. Forbrænding af huden vil vise sig umiddelbart under behandlingen.

Hvor mange behandlinger
Det er meget individuelt, hvor mange behandlinger den enkelte føler er tilstrækkeligt.

Der vil være nogle hudområder, hvor hårene lettere forsvinder fra end andre.
Vi anbefaler, at der som minimum går 1-3 måneder mellem behandlinger på det samme hudområde.
Der vil være enkelte som ikke vil opnå den ønskede effekt af behandlingen, fordi hårene ligger for dybt i huden. Det kan være et problem på den nederste del af ryggen hos mænd og på bagsiden af lårene hos kvinder.

En ledsager er altid meget velkommen til at være til stede under konsultation og behandling.

Med venlig hilsen
Læge David Benjamin


 
  Guldbergsgade 9 | 2200 København N | Telefon: 35 39 44 00 | info@theskinlounge.dk

 

Quick booking
2 års garanti


Læs mere om permanent hårfjerning:

Permanent hårfjerning - generelt
Permanent hårfjerning på kroppen
Permanent hårfjerning i ansigtet
Om behandlingen
Priser
FAQ
Garanti
Konsultation